Hos Sticks’n’Sushi ansætter vi kun folk, der har store smil og små egoer. Vi gider hverken bruge tid eller arbejdsliv på kolleger, der ikke er kollegiale, eller på dygtige folk, der føler sig så gode, at de gør andre dårlige i deres selskab. Vi ansætter personer, der er personligheder.

Folk, der tænker VI frem for JEG. Det er jo heldigvis sådan, at de mennesker, der kan se det seriøse i deres fag og det sjove i sig selv, det er dem, man holder mest af. Selvironi har i hvert fald aldrig skræmt en gæst eller kollega væk. Det lyder frelst, men er befriende. For det giver en hverdag med god stemning i restauranten og lystig fløjten ude fra køkkenet. Sådan er vi.

Hos Sticks’n’Sushi bruger vi formuer på håndsæbe og vask af håndklæder. Vi vasker nemlig alle sammen hænder med samme iver som politikerne, når de skal bortforklare brudte valgløfter. Blot mere konkret og bogstaveligt. Og flere gange i timen. Vi arbejder med mad og mennesker, så vi vasker og vasker og vasker.
Godt der også findes rigeligt med håndlotion. Ellers var vi da tørret helt ind.
Sådan er vi.
En læser jura, en anden drømmer om at blive køkkenchef, en tredje sparer sammen til en jordomrejse. En fjerde vil være egen restauratør en dag. Hos Sticks’n’Sushi er vi mange forskellige fisk, også når det gælder medarbejderne. Og vi har den holdning, at et arbejde hos os gerne skulle være et arbejde hen mod at indfri sine ambitioner. Folk der er på vej, er nu engang et mere driftigt selskab end folk, der står stille. Og kan Sticks’n’Sushi hjælpe, så gør vi det gerne.

Vi lægger vagtplaner, der passer studieplaner, vi skaber karriereplads, så elev måske kan blive chef en dag. Vi stiller råd og kompetence til rådighed for alle, der er tilknyttet vores virksomhed – det kan være marketingfolk, erhvervspsykologer og advokater. Hvad kræver vi så til gengæld? Engageret indsats, så længe vi er sammen. Sådan er vi.
Kunsten er at kræse – uden at frådse. Hele ideen med Sticks’n’Sushi er at servere små minimalistiske, enkeltstående delikatesser, der tilsammen udgør en vellykket helhed. Man kan med et skævt smil sige: Vi prøver at skabe en stor kulinarisk oplevelse med små midler. Derfor er grundighed og disciplin nogle dyder, vi har importeret med åbent sind og køkkendør fra det japanske køkken. Vi er omhyggelige med at skære fisken, vi er nøjsomme med at gæsten får godbidden, og vi bruger kun de bedste råvarer. Til gengæld bruger vi ALT af det bedste. Rub og stub. Spild er spild.

Af god fisk, af gode grøntsager, af godt kød, af penge, af faglig stolthed og af alt muligt andet. Men hvordan undgår man spild? Man lader simpelthen være! Sådan er vi.
En god forretning er den, hvor man sælger for mere end man køber. Så enkelt er det. Men som regel lykkes det kun, når man er flere, der bakker op om ideen.

I vores hus er der mere end 400 engagerede folk, der gør en indsats. Nogle laver mad, andre laver regnskab. Nogle vasker op, andre noterer, hvad gæsterne ønsker sig. Alle er vigtige og deres løn værd. Og hvis vi sælger for mere, end vi har budgetteret, så skal det ikke kun ses på aktionærernes smil, men også på medarbejdernes lønseddel. Derfor har vi en bonusordning. Den kan ikke finansiere Strandvejsvilla eller et liv i ekstravagance. Men den kan give et lille tilskud og et kontant tak for indsatsen. Og det manglede bare. Sådan er vi.
Man må godt bande. Men kun af sig selv. Ikke af sine kolleger og ikke af kunderne. I hvert fald ikke, så det kan høres. For vi gider ikke lægge øre til, at der bliver talt dårligt på vores alle sammens arbejdsplads. En dårlig tone er ikke andet end en dårlig vane. Og bare fordi man er køkkenchef, butikschef eller direktør, er man ikke fritaget.

Det lyder lidt mor-agtigt, men hun mente det også kun af god mening. Så vi fortsætter hendes ihærdige arbejde – og taler pænt. Sådan er vi.
Der er nogle ting, man ikke kan take away fra vores take away. En af dem er ventetid.

Ingen gæster bryder sig om at vente, men det skal de. Vi insisterer faktisk på det. Alternativet til ventetid er nemlig, at vi har lavet maden i forvejen. Og supermarkeds-kulturen er ikke velkommen hos os. Vi ønsker at servere det optimale sushi måltid og alt det, der ikke egner sig til at blive prefabrikeret laver vi på stedet og på bestilling. Friskhed trumfer ventetid – så enkelt er det.

Til gengæld sætter vi en ære i, at gæsten ikke skal vente så meget som ET sekund for meget. Spildtid er en dårlig forret at servere for enhver gæst. Altså: Vi arbejder ikke med fastfood, men vi arbejder med slowfood. Gennem rutiner og processer, der hele tiden sikrer, at vi kan holde tempoet og kvaliteten.
Mange af disse arbejdsrutiner er for øvrigt udviklet efter råd fra vågne kolleger, derefter skåret til og forædlet. Så sig endelig til, hvis du har forslag. Vi tror selv gode processer kan blive endnu bedre. Sådan er vi.
Det er lige før, man ikke gider bruge et helt afsnit på det. For det siger sig selv. Når man arbejder med rå fisk, har man også et næsten religiøst forhold til, at fisken er frisk. Det er ligeså indlysende, som en refleks er selvlysende. Vi fanger ikke fisken selv, men vi er meget omhyggelige med, hvilke leverandører vi får på krogen. Det er vigtigt, at de deler vores iver efter at servere det sublime.

Selv den mindste tvivl om fiskens ophøjede kvalitet, skal kun komme skraldespanden til gode. Hos Sticks’n’Sushi ofrer vi også gerne en ekstra mønt for at få økologisk kød, såvidt det er muligt; og for at laksen ikke bliver fanget med net. Men dermed ikke sagt, at vi er en arbejdsplads med evig korrekt holdning til alt og alle. Vi har ikke den slags lokumsruller, der kradser i den ene ende og gavner miljøet i den anden. Og vores take away poser er ikke lavet af genbrugspapir. Vi er med andre ord ikke idealister ned til mindste detalje. Det har vi ikke rigtig råd til. Men vi arbejder på sagen og ta’r et skridt af gangen. Sådan er vi.
Hos Sticks’n’Sushi er vi helt rundt på gulvet - i ordets egentlige forstand. Man kan ikke drive en restaurant, som emmer af varm velkomst og god stemning, hvis man ikke konstant er ude på gulvet, henne ved bordene og tilbage igen. "Ingen skræk for bord eller ord", som vi siger på personalemøderne. Det betyder, at vi tager værtsrollen alvorligt.

Vi har øje på bordene, og vi taler gerne med vores gæster. En personlig betjening kræver, at man kan fornemme personen bag uniformen. Alt dette lyder instrueret, men er det så langt fra. Vi rekrutterer bare mennesker, som kan den slags, fordi de synes, det er en fornøjelse at fornøje andre.
Sådan er vi.
Credits