Engle og djævle

VI HAR INVITERET DEM BEGGE TO

Et måltid hos Sticks’n’Sushi er ikke den direkte vej til syndsforladelse.
Vi har både helligheder og djævelskab på kortet.
Vores overordnede økologiske tilgang er, at vi konstant er i gang med
at optimere og forbedre os, men samtidig vedkender vi os vore synder og skilter gerne med dem.
Eksempelvis: et menukort helt uden tun ville nok være bedst – men også en hån mod sushitraditionen.
Så i stedet har vi reduceret tunen i vores menuer, så den er dit valg eller fravalg.
Vores vegetarmenuer er med økologiske grøntsager og kan se enhver ernæringsekspert i øjnene.
Til gengæld skal du ikke spise vores ebi hapsere, hvis du er på diæt. Og visse af vores saucer er udvundet direkte fra syndfloden. Livet skal vare, og livet skal smage.
Det oversætter vi til, at vi både skal passe på os selv – og samtidig passe på, at vi nyder, mens tid er. Nedenfor har vi lavet en liste, der giver overblik over, hvad der er hvad.

 



HESTBJERGGRISEN
Økologisk. Fritgående. Og i skrivende stund er vi ved at forhandle os frem til, at lave vores egen grisefarm, hvor dyrevelfærden er langt bedre end loven kræver. .





EMBALLAGE
Vi bruger plastik – men bryder os ikke om plastik. Derfor er kursen også lagt; en gradvis udfasning der skal ende med et totalt ophør inden 2022. Og i mellemtiden så benytter vi den såkaldte PET, hvilket vil sige det ikke er den mest optimale løsning – men dog ej heller den mest kritisable.

ØKOLOGISKE GRØNTSAGER
Ét ord. En leverandør: Aarstiderne. Det burde sige alt om kvaliteten, niveauet og at ophavet er økologisk – og hvis ikke, så spørg tjeneren, de supplerer gerne med flere svar.
 
 
 

OKSEKØD
Der er mindre kød på kortet. Og en dag vil koen helt være erstattet af kalven, lammet og den fritgående gris fra egen avl. Indtil da så står oksekødet på listen over mulige forbedringer. Vi serverer dog synden med oprejst pande.

 

VEGANER SALAT
Munkens mad og nonnens føde. Her er ingen fedtstoffer. Intet til at tirre en diætist. Medmindre du slutter af med en Marcel kage til dessert.





TUN
Ideelt set burde den ikke optræde på noget menukort verden over, i hvert fald ikke indtil bestanden har fået det bedre. Men helt at eliminere tun fra et sushikort er Harikiri over for vores ophav. Vi har valgt et konsekvent kompromis; vi har fjernet tunen fra flere af vores menuer, således at den er et fravalg fra vores side – men et muligt tilvalg fra din.

FISKEN
Det siger sig selv, at man kan ikke sælge sushi uden at vide, hvor nettet bliver kastet og hvordan det går med bestanden. Hvilke fisk og hvorfra?…. den viden ligger parat til dig i enhver af vores restauranter. Søforklaringer i ordets forstand – eksempelvis den om vores makrel, der er fanget med håndline af islandske fiskere og dermed tilhører en udsøgt skare på bare 10% af den totale fangst. Og der er flere hvor de kommer fra.

EBI HAPSER
Tag dig i agt. De ligner små englebørn og smager himmelsk. Men sandheden er, at det er mere snack end måltid.