Ruben Ahrens og Benny Larsen styrer sticks og stemning på Istedgade
"Istedgade er et befriende sted med plads til alle. Kigget ud af de store vinduer mod gaden er én lang film, som man kan nyde sammen med maden.” General manager Benny er stolt af sin swingende restaurant på Vesterbro. “Musikken er lidt højere her end i de andre Sticks’n’Sushi-restauranter. Når gæsten træder ind, råber vi højt ”Irrashaimase” – helt ude fra bagkøkkenet - det betyder velkommen, så kan alle mærke vi er på. Det giver en god energi. Om aftenen skruer vi ned for lyset og op for stemningen – køkkenet er lidt længere åbent – Istedgade og Vesterbro sover jo sent."
I køkkenet svinger Ruben gerne chefkniven for de sene sultne. Særligt kærligt hvis det gælder andesalaten.
”Ja, det er min favorit. Den har en rigtig frisk smag og alle ingredienserne er rigtig godt afstemt. Der er sprøde salatblade, æbler, shitake svampe, sugar snaps, søde tomater, rodfrugter, soya sesam og miso mustard dressing. Det fungerer perfekt sammen med den marinerede og panerede and."